DOKOMEDIE

Et slags manifest for en ”ny”, subversiv genre med blandingsmisbrug!

Dokumentarfilm kan være spændende, dejlige, følsomme, kedelige, oplysende, sanselige, observerende, journalistiske og også en gang i mellem morsomme! Men for at være helt sikker på det sidste må man lave en dokomedie!

Denne genre er specielt tænkt til dokumentariske film, der omhandler og satiriserer over forskellige autoriteter og magtinstanser, hvad enten det så er krigsliderlige generaler, fredhellige præster, den selvhøjtidelige reklameverden, kontrollerende svogre og svigerinder, udueligt udført lokalpolitik, ens eget latterlige over-jeg, skrupelløse ugebladsredaktører, manifest-skrivende filminstruktører osv. osv.

Et regelsæt kan være en udmærket grobund for at skabe noget (spørg bare - tja bum-bum - hvem skal vi sige - Jørgen Leth og Lars v. Trier), og det, jeg godt vil, er at skabe en ramme for film, der tør være undergravende på en sjov måde. Dette er både et manifest med en slags regler og et analyse-redskab til at afgøre, om en given film er en dokomedie (hvis nogen skulle have brug for dét).

1) En dokomedie tager udgangspunkt i virkeligheden Dens billedmateriale skal for mindst 85% vedkommende være indsamlet ude i virkeligheden og ikke i et studie (jo for resten, hvis filmen handler om en tv-journalist eller lignende må der godt optages mere i studie). Det er således tilladt i et vist omfang at konstruere optagelser, og man må også gerne lægge musik på. En vis fiktionalisering må faktisk nok påregnes!

2) En dokomedie skal nemlig benytte sig af op til flere af film-komediens genretræk, men præcis hvilke er valgfrit. Da forskellige mennesker synes at forskellige ting er morsomme, kan komedie jo være mange ting, men især slapstick er tilladt!

Det er således ikke tilstrækkeligt at være en dokumentarfilm, som ind imellem kan være lidt sjov, og det er heller ikke nok at være en komedie, hvor man har dokumentariske billedindslag. Tv-komik uden et filmisk udtryk falder også uden for genren. Mockumentaries (falske dokumentarfilm) tæller næppe heller med, da de som regel gør alt for at ligne en dokumentarfilm og ikke en komedie.

3) Det komiske skal være baseret på det virkelige! Det vil sige, at komedien skal være satirisk og forholde sig til det dokumentariske, og det dokumentariske skal forholde sig til satiren. Præcis hvordan, må man selv finde ud af!

Det såkaldte docu-soap-format tæller ikke rigtigt, da det dokumentariske sjældent er satirisk, kun underholdende.

4) En dokomedie skal være subversiv (på en eller anden måde) og ikke konservativ samt morsom men ikke behagesyg. Og det gælder både form og indhold!

5) Der findes ikke andre regler end de fire ovenstående – ja, og så den her. Og den siger, at man skal følge reglerne så godt man kan!

 

Mikkel Stolt, København. d. 2. marts 2005