Bob Rockwell on stage at Copenhagen Jazzhouse, photo: Morten Ishøj

 

 

 

 

 

Director's statement in Danish (English will follow some day):

Det første store projekt, som vi selv fostrede, var filmen "The Organizers - on and off". Jeg havde et specifikt ønske om at forbedre jazz-formidlingen på film og tv og samtidig arbejde med dokumentarfilmen som genre.

Vi ledte først efter et orkester, der havde gennemslagskraft nok til at blive portrætteret på film, og vi fandt forholdsvis hurtigt frem til The Organizers, der dengang bestod af Kjeld Lauritsen, Bob Rockwell, Morten Højring og Ole Rømer. De var med på ideen, men det var op til os at skaffe finansieringen. Vi håbede selvfølgelig på Statens Filmcentral (som de hed dengang), da der fandtes uhyrligt lidt om jazz i deres katalog. Men trods sympati for ideen ville de ikke være med, da de dels var gået ind i både Don McGlynn's  Dexter Gordon-film og Fredrik von Krusenstjerna's "Bandleader" om og med Pierre Dørge og dels var de vel næppe stemte for at give en ukendt instruktør og filmselskab den slags penge, som vi bedte om. Så vi måtte andre steder hen, men fandt hurtigt ud af, at heller ikke tv var interesseret af forskellige grunde. Derfor endte det med, at hele finansieringen er hentet uden for film- og tv-branchen, bl.a. med 100.000,- fra en pulje i Kulturministeriet, hvorfra vores og Jesper Jargil's "Vinterbillede" med Per Kirkeby i øvrigt var de eneste film, der blev støttet det år. Men vi fik megen avisomtale og det hjalp med til at vi kunne realisere filmen. I sidste ende fik vi også støtte fra Statens Musikråd, The Ben Webster Foundation, Den Danske Jazzkreds, Lademanns Fond og DJBFA.

Men alt det kedelige med økonomien skulle jo nødig skygge for den kreative proces, som altså gerne skulle udmønte sig i noget nyt inden for jazz-filmen, hvilket jeg i dag stadig synes lykkedes, i hvert fald til en vis grad. Jeg ville måske i dag nok have givet filmen et mere stringent dramaturgisk forløb, men den gang var hovedformålet at skildre den store kontrast mellem det forholdsvis hårde og utaknemmelige liv bag scenen og den smukke musik, som bandet altid var og er leveringsdygtige i. Det var måske ikke nogen ny idé, men det nye var, at musiksekvenserne skulle være hele numre og at de blev meget nøje tilrettelagt i forholdt til det enkelte musikstykkes stemning, udvikling, soli og så videre. Vi lavede en sær-koncert i Copenhagen Jazzhouse med indbudt publikum og med tre kameraer, som jeg hele tiden var i kontakt med via et intercom-anlæg. Jeg ville for alt i verden undgå de klassiske fejl (som stadig florerer på tv - men senest så jeg også grelle eksempler i "Buena Vista Social Club" af Wim Wenders), hvor kamera-bevægelser og klipning tilsyneladende helt og aldeles er efter en fotografs eller umusikalsk producers forgodtbefindende.

Optagelserne bag scenen er vel nærmest lavet i "Direct Cinema"-stil (der lidt i modsætning til Cinéma Vérité-skolen ikke rummer en eksplicit påvirkning fra instruktøren), hvilket jo aldrig er så let at have med at gøre, som man skulle tro. Vi skulle for det første nok have haft endnu mere tid sammen med bandet - vi filmede de scener i to gange 1 uge - og for det andet var de tekniske aspekter med lyd og så videre ret vanskelige. Vi optog på Hi8, som var det mindste format dengang, og fandt først i løbet af optagelserne frem til det bedste alternativ med en meget retningsbestemt mikrofon på kameraet og så en lydmand til at fange eventuelle lydkilder off-camera.

Et af de tre hele koncert-numre er nok for langt, men f.eks. synes jeg selv at det midterste - Monk's "Pannonica" - er virkelig smukt spillet og filmet. Lyset blev i øvrigt designet af Jacob Østergaard, som også betjente ét af de tre kameraer, mens Carsten Jandorf og Jeppe Raasthøj bemandede de andre. Derudover rummer filmen et par virkelig gode scener fra off-stage, så alt i alt er jeg stort set tilfreds med filmen, der bl.a. også nød godt af, at vi havde Molly Malene Stensgård på som klippekonsulent.

Filmen havde premiere i Nationalmuseets Biograf i februar 1995 og dagen efter kunne vi vågne op til en nærmest hadefuld anmeldelse af Jørgen Siegumfeldt i Berlingeren. Temmelig nedslående naturligvis, men da anmeldelsen som sådan var virkelig dårligt skrevet, kom der både et kontra-læserbrev i avisen samt tilkendegivelser til os om, at han vist var lidt langt ude. Boris Rabinowich i JazzNyt på DR-P2 var mere professionel og nuanceret om end ikke ukritisk, mens Cim Meyer i JazzSpecial savnede en handling så meget (tja….bumbum), at vi følte os foranlediget til at komme med et venligt debatindlæg i samme blad. Og i ’99 måtte vi lide den tort at Henrik Iversen lavede en udsendelse om netop The Organizers (efter at DR ikke ville købe vores film fire år i forvejen), og at han bad om at låne(!) nogle af vores optagelser. Hmm, det fik han så lov til ….. og så opdagede jeg, at det pågældende program løb ind i mange af de fælder omkring musikformidling, som vi netop havde prøvet at undgå. Hvad man dog ikke finder sig i...

Mikkel Stolt, instruktør, 16. oktober 2000.

 

HER LIGGER DEN FULDE CREDITLISTE  - KLIK PÅ BILLEDET FOR STOR VERSION.